Virkning på kroppen af ​​E202

E202 er kaliumsaltet af sorbinsyre. Denne organiske syre er indeholdt i saften af ​​bjergaske, og blev først isoleret fra August Hoffmann i 1859, for øvrigt blev navnet givet til ære for det latinske navn af slægten Rowan - Sorbus. Den første syntetiske sorbinsyre blev syntetiseret i 1900 af Oscar Döbner. Salte af denne syre opnås ved dets interaktion med alkalier. De opnåede forbindelser kaldes sorbater. Sorbater af kalium, calcium og natrium samt selve syren anvendes som konserveringsmiddel i fødevare-, kosmetiske og farmakologiske industrier, fordi disse stoffer kan undertrykke væksten af ​​skimmel- og gærsvampe samt nogle bakterier.


Hvor er e202 indeholdt?

Dette er et meget almindeligt konserveringsmiddel. Det bruges til fremstilling af fødevarer såsom:

Kaliumsorbat anvendes også i kosmetik til fremstilling af shampoo, lotioner, cremer. Ofte anvendes kaliumsorbat sammen med andre konserveringsmidler, så disse langt fra harmløse stoffer kan tilsættes til produkter i mindre mængder.

Er E202 skadelig eller ej?

Som et kosttilskud E202 anvendt siden midten af ​​sidste århundrede, men der er stadig ingen overbevisende oplysninger om dets negative virkninger på menneskekroppen. Under hele anvendelsesperioden for E202 var de eneste manifestationer af skade forårsaget af dette supplement allergiske reaktioner, som nogle gange forekom, da det blev brugt.

Der er imidlertid en antagelse om, at brugen af ​​eventuelle konserveringsmidler kan være farlig. Deres bakteriostatiske (tillader ikke bakterier at formere sig) og antifungale egenskaber bygger trods alt på, at konserveringsmidler overtræder metaboliske processer, hæmmer syntesen af ​​proteiner og ødelægger cellemembranen i disse protozoa mikroorganismer. Menneskekroppen er mere kompliceret, men stoffer svarende til E202 kan have en negativ indvirkning på det. Derfor er spørgsmålet om, om E202 er skadeligt, stadig åben.

På baggrund af disse overvejelser er mængden af ​​kaliumsorbat i fødevareprodukter strengt begrænset til en række internationale aftaler og dokumenter. I gennemsnit bør indholdet i fødevarer ikke overstige 0,2 g til 1,5 g pr. Kg færdigt produkt.